tirsdag den 3. februar 2015

Hæklingens kulturhistorie

Det er ikke så let at finde eksempler på historiske hæklearbejder, som man måske skulle tro. Lis Paludan skrev tilbage i 1986 et stort værk "Hækling - historie og teknik", hvor hun forsøgte at kortlægge teknikkens udspring og anvendelse. Af en eller anden grund er de hæklede arbejder ikke bevaret i samme omfang som fx. strikkede, eller også har man ikke altid på museerne kunnet genkende teknikken. De første sikre spor i Europa stammer fra år 1800.

Noget tyder dog på, at hæklingen har haft to forskellige udspring, dels i det kolde Nord- og Sydøsteuropa og dels i mere velstående miljøer i Vesteuropa.

I det barske Nordskandinaviske vinterklima har man hæklet vanter og huer, med hjemmespundet uldgarn og selvlavede enkle redskaber. Funktionen har været det væsentligste og man har produceret dagligdags brugsting, der er blevet slidt op til sidste trevl.

Et helt andet udspring kommer fra broderiteknikken tamburering, hvor man har "hæklet" kædesting ned i et fast materiale, som dekoration. Herfra er man begyndt at hækle uden stoffet og teknikken har fortrinsvis været brugt til fine pyntegenstande, som punge og tasker i ganske tyndt garn, gerne kombineret med guld - og sølvtråd, samt perler. Hækling er i det hele taget blevet meget i dekorative sammenhængen, som fx. til mellemværker på sengetøj.

En særlig interessant historie om hækling knytter sig til den "irske hækling" hvor det lykkedes landbobefolkningen at gøre teknikken til en hel lille hjemmeindustri. Der var decideret hungersnød i Irland tilbage i årene 1845 - 1850, grundet fejlslåen kartoffelhøst. Et par entreprenante kvinder, fik sat hækleproduktionen igang og sørgede for oplæring af bønderne og deres familier. Man hæklede figurer og mønstre i hvidt bomuldsgarn, der senere blev hæklet sammen med mønsterbunde og kunne fungere som diverse former for efterligninger af kniplede arbejder. I familierne opdelte man processen, så alle havde mulighed for at specialisere sig indenfor et område, og fx udelukkende hækle roser.

De to meget forskellige tilgange til teknikken, har naturligvis nærmet sig hinanden, men interessant er det, at hækling stadig både anvendes udtryksmæssigt og funktionelt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar